Velkommen til mit Inspirationskid


Ambitionen med denne blog er, at give inspiration til at nyde livet, sætte lidt kulør på både hverdag og weekend med lækre opskrifter, vinforslag og masser af gode tips. Jeg blogger om alt inden for forkælelse og livsnydelse. I juni 2015 blev jeg velsignet med tvillinger - livet har taget en 360 graders drejning, og bloggen handler derfor også nu om livsnydelse for både voksne og børn. Ud over mad og vin, blogger jeg også om rejser, velvære, litteratur, kunst, restauranter, musik, hoteller samt blogger om alle de livsglæder, som optager mig i nuet.
Jeg elsker at tage billeder og skrive, så ud over at følge mig her på bloggen, kan du også følge mig på Twitter her https://twitter.com/ChristinaHoyer og Instagram på http://instagram.com/christinahoyerglahn#

mandag den 20. januar 2014

Grillet mørbradbøf med hjemmelavede pommes frites, rødvinssauce og sprød salat med balsamico glace

Lørdag stod den på lørdagsmad i det, jeg vil kalde "helt traditionel forstand" - til gengæld blev det hele lavet fra bundet, og det smagte himmelsk. En lækker, mør, grillet mørbradbøf serveret med de skønneste, sprøde hjemmelavede pommes frites; en kraftfuld rødvinssauce og frisk salat.

Enkelt og klassisk. En gang i mellem er det også bare skønt at genopleve de "gamle" klassikere. Lav pommes fritterne selv, og få dem nøjagtig, som du får dem serveret på en god restaurant - det er ikke så kompliceret.

Det skal du bruge:


(4 personer)

4 mørbradbøffer
3 store bagekartofler
1 1/2 l Smagsneutral olie til friturestegning
Havsalt
Frisk grøn salat
Balsamico glace
1 stor gulerod
2 pastinakker
50 g sellerirod
2 løg
1 dl olivenolie
1 tsk tomatpurè
2 dl rødvin
1 l kalvefond
1 spsk rødvinsgelè
ca. 1 spsk maizena
Havsalt 
Friskkværnet peber

Sådan gør du:


1) Rens og skær grøntsagerne i små terninger
2) Steg grøntsager og løg i olien til de har taget farve
3) Tilsæt tomatpurè, rødvin og halvdelen af kraften, hvorefter væsken koges ind til halvdelen
4) Tilsæt resten af kraften, kog op og skum af
5) Si grøntsagerne fra, rør maizenaen ind og kog op igen
6) Smag til med salt og peber, og lad stå og simre på lavt blus, mens resten af retten tilberedes - rør eventuel rundt i saucen med jævne mellemrum
7) Krydr mørbradbøfferne og grill dem på en grillpande - ca 2-3 minutter på hver side. Lad herefter bøfferne hvile på en tallerken under et stykke staniol, mens du laver pommes fritterne
8) Skræl kartoflerne og skær dem ud i store brede stave
9) Varm olien op i en stor gryde. Brug en tandstik til at se, hvornår olien er klar til at komme kartoflerne i. Stik tandstikken i, og når det bobler omkring spidsen, er olien klar
10) Kom1/4 af kartoflerne i af gangen og vend dem rundt i olien et par gange undervejs. Når de er brune og sprøde tages de op med en hulsi på en tallerken med fedtsugende papir. Drys med lidt salt.
11) Anret på portionstallerkener - først den skyllede salat dryppet med balsamico glace; herefter pommes friterne; en skål med saucen og endelig bøffen til sidst (hermed undgår du at saften for bøffen løber ud over det hele)
12) God appetit

Ingen kommentarer:

Send en kommentar