Velkommen til mit Inspirationskid


Ambitionen med denne blog er, at give inspiration til at nyde livet, sætte lidt kulør på både hverdag og weekend med lækre opskrifter, vinforslag og masser af gode tips. Jeg blogger om alt inden for forkælelse og livsnydelse. I juni 2015 blev jeg velsignet med tvillinger - livet har taget en 360 graders drejning, og bloggen handler derfor også nu om livsnydelse for både voksne og børn. Ud over mad og vin, blogger jeg også om rejser, velvære, litteratur, kunst, restauranter, musik, hoteller samt blogger om alle de livsglæder, som optager mig i nuet.
Jeg elsker at tage billeder og skrive, så ud over at følge mig her på bloggen, kan du også følge mig på Twitter her https://twitter.com/ChristinaHoyer og Instagram på http://instagram.com/christinahoyerglahn#

søndag den 7. april 2013

Oksemørbrad med hjemmelavet bearnaisesauce og pomme frites

Mums for en lækkerbisken af en lørdagsret ! Det er klassisk og enkelt, men indrømmet - også til tider noget udfordrende at lave.

Jeg synes altid, at det er lidt af en risikabel affære at lave bearnaisesauce fra bunden, da der ikke skal gå meget galt, før saucen skiller - til gengæld er det bare noget af det bedste, når det lykkes, så jeg vil anbefale alle at kaste sig ud i det. Øvelse gør som bekendt mester.


Det skal du bruge:


(4 personer)

4 oksemørbrad
1½ kg kartofler
1 l smagsneutral olie
250 g klaret smør
3-4 æggeblommer
3-4 spsk. sherryeddike
3-4 spsk. hvidvin
1-2 finthakket skalotteløg
1 stort bundt estragon
1 lille håndfuld kørvel
Lidt citronsaft
Salt
Hvid peber

Sådan gør du:


1) Sæt smørret over i en lille gryde på laveste varme, og lad det smelte forsigtigt

2) Lav imens bearnaiseessensen. Hak stokken fra estragon og nogle af de mindre pæne blade.

3) Hak resten af estragonen og kørvel og sæt til side

4) Kom herefter bearnaiseessensen i ny gryde sammen med eddike og hvidvin, en spsk finthakket skalotteløg, lidt salt og peber. Kog det nu ned til under halvdelen. Det skal være ca. et par spsk essens tilbage. Hvis der ikke er væske nok i gryden, så brug eventuel lidt mere hvidvin

5) Når essensen er kogt ned, sies den ned i en ny ren gryde. Du bør ikke bruge en teflongryde nu, da der skal piskes. Når essensen er siet, smager du til. Den skal smage surt af eddiken og også løg og estragon skal være meget tydelige.

6) Når smørret, du satte over i starten af processen, er smeltet, sier du det gennem et kaffefilter over i en anden gryde. Det hvide bundfald må ikke komme med. Smørret må ikke være varmere, end at en finger kan stikkes i den.

7) Det du skal have klar nu er: 1) en gryde med lidt essens på bunden; 2) æggeblommer klar i en kop; 3) smeltet, klaret smør i en anden gryde, 4) Hakket frisk estragon og kørvel

8) Nu kan du holde en lille pause med bearnaisesaucen, og gøre bøfferne og kartoflerne klar.

9) Skær kartoflerne i aflange tynde stænger og varm smagsneutral olie op i en stor gryde. Når olien er varm (når du stikker enden af en tændstik ned i olien, skal det boble omkring) kommer du det første hold frites i. Når de er gyldne, tager du dem op med en hulske og lader dem dryppe af på fedtsugende papir. Sørg for ikke at komme for mange pommes frites i på en gang, da det så vil køle olien ned

10) Steg bøfferne på en pande, og  lad dem hvile, mens du laver bearnaisesaucen færdig

11) Sæt nu gryden, som du vil lave bearnaisen i, oven i en lidt større gryde med varmt vand, og sæt det på blusset. Hemmeligheden ved en vellykket bearnaisesauce er kontrol af temperaturen, og det er lettere at styre temperaturen i et vandbad. Bliver det for varmt, skiller saucen, og så er der ingen vej tilbage.

12) Pisk nu æggeblommerne ind i bearnaiseessensen, og tilsæt estragon og kørvel. Pisk grundigt indtil det skummer og  begynder at tykne lidt.

13) Tag nu smørret og pisk en spiseskefuld ind i æggene - stille og rolig, ligesom når du laver mayonnasie. Herefter pisker du endnu en skefuld smør ind, og fortsætter til alt smørret er pisket ind. Fortsæt med at piske indtil saucen har en god konsistens. Husk at passe på temperaturen - tag eventuel gryden op ad vandet og helt af blusset en gang imellem

14) Smag til med salt og peber, før saucen skal serveres. Bearnaise er ikke en sauce, der skal serveres meget varm, men heller ikke til stuetemperatur - mere midt imellem.

15) Server bøf, frites og sauce sammen eventuel med en frisk grøn salat på en sidetallerken.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar