Velkommen til mit Inspirationskid


Ambitionen med denne blog er, at give inspiration til at nyde livet, sætte lidt kulør på både hverdag og weekend med lækre opskrifter, vinforslag og masser af gode tips. Jeg blogger om alt inden for forkælelse og livsnydelse. I juni 2015 blev jeg velsignet med tvillinger - livet har taget en 360 graders drejning, og bloggen handler derfor også nu om livsnydelse for både voksne og børn. Ud over mad og vin, blogger jeg også om rejser, velvære, litteratur, kunst, restauranter, musik, hoteller samt blogger om alle de livsglæder, som optager mig i nuet.
Jeg elsker at tage billeder og skrive, så ud over at følge mig her på bloggen, kan du også følge mig på Twitter her https://twitter.com/ChristinaHoyer og Instagram på http://instagram.com/christinahoyerglahn#

fredag den 1. februar 2013

Boganmeldelse: "Paganinikontrakten" af Lars Kepler

(Gyldendal 2011)

Score: CCCCC

(Der gives fra 1-6 "C'er", hvor 6 "C'er" for mig er verdensklasselæsning)


Så blev jeg lige fanget af endnu en krimi - og hvilken en af slagsen. Dette var en af de krimier, som er stort set umulig at lægge fra sig, når først man er begyndt. En af de bøger, som holder en vågen om natten, og hvor lyset først slukkes, når det føles som om, at øjnene er fyldt med grus.

Lars Keplers "Paganinikontrakten" tager sit udgangspunkt i to dødsfald, som umiddelbart ikke har nogen forbindelse til hinanden. En ung kvinde findes død på en båd, som driver rundt i Stockholms skærgård, og den øverst ansvarlige for svensk våbeneksport findes hængt i sin lejlighed. Begge dødsfald har en række uforklarlige elementer, og kriminalbetjenten Joona Linna involveres i begge sager. Efterhånden som han graver dybere, finder han ud af, at der er en forbindelse, og at bindeledet er et fotografi. Undervejs i Joona Linnas efterforskning, sker yderligere en række dødsfald og voldelige hændelser, og det står klart, at en lejemorder - eller en problemløser, som Linnas kalder det, er på spil. Det bliver et kapløb med tiden for Linnas at få opklaret sagen for at forhindre yderligere mord, og i jagten på opklaringen kommer vi dybt ind i den kyniske kriminalitet omkring international våbeneksport.

Titlen "Paganinikontrakten" hænger sammen med den italienske komponist og fiolinist Nicolò Paganini, som i dag betragtes som en legende, hvis komplicerede værker kun ganske få fiolinister mestrer. Pga. hans unikke talent og dygtighed blev han forfulgt at rygter om, at han for at opnå dette, havde indgået pakt med djævlen. "Paganinikontrakten" kan således forstås som "en kontrakt med djævelen", og dette tema er centralt i opklaringen af bogens komplot.

Keplers 2. bind i serien om efterforskeren Joona Linnas er imponerende, og jeg synes også, at den er betydelig bedre end det 1. bind "Hypnotisøren". Det er en lang bog, men den er hæsblæsende, og der er spænding fra start til slut, ligesom man lærer Joona Linnas bedre at kende, som privatperson - noget, jeg syntes, der manglede i "Hypnotisøren", ligesom jeg også følte, at den var en tand for langtrukken.

Det første jeg gjorde, da jeg var færdig med "Paganinikontrakten", var at fare ud og købe bind 3 i serien "Ildvidnet". Det rykker i mig hele tiden for at kaste mig over den, men jeg vil lige trække den et par dage mere, så jeg kan tage den med mig og nyde den, når jeg tager på cruise på søndag.

Min begejstring er stor, og derfor skal "Paganinikontrakten" have 5 "C'er"

2 kommentarer:

  1. Lyder super spændende! Dog siger du, at det er en lang bog (hvilket jeg normalt ikke er super stor fan af).. Hvor mange sider er den på?

    SvarSlet
  2. Hej Tobias, Beklager mit sene svar, men har været væk fra bloggen i et par uger pga. ferie. Paganinikontrakten er på 511 sider - men jeg garanterer, at du sluger dem råt og hurtigt. Det er spænding på højeste niveau. Hvis du ikke allerede har læst Hypnotisøren, som er det første bind i serien, vil jeg dog anbefale dig at kaste dig over den først. God fornøjelse!

    SvarSlet