Velkommen til mit Inspirationskid


Ambitionen med denne blog er, at give inspiration til at nyde livet, sætte lidt kulør på både hverdag og weekend med lækre opskrifter, vinforslag og masser af gode tips. Jeg blogger om alt inden for forkælelse og livsnydelse. I juni 2015 blev jeg velsignet med tvillinger - livet har taget en 360 graders drejning, og bloggen handler derfor også nu om livsnydelse for både voksne og børn. Ud over mad og vin, blogger jeg også om rejser, velvære, litteratur, kunst, restauranter, musik, hoteller samt blogger om alle de livsglæder, som optager mig i nuet.
Jeg elsker at tage billeder og skrive, så ud over at følge mig her på bloggen, kan du også følge mig på Twitter her https://twitter.com/ChristinaHoyer og Instagram på http://instagram.com/christinahoyerglahn#

fredag den 25. januar 2013

Åben lasagne med kalvefilet

Mums dette er et herligt alternativ til den klassiske lasagne - og også en luksusudgave, der i den grad smører smagsløgene.

En perfekt ret at servere for gæster - den smager skønt og ser smuk ud med sine mange farver. Selv om der er relativt mange ingredienser, er den relativ let at lave, så lad ikke dette afskrække dig.

Det skal du bruge:


(4 personer)

1 hakket løg
3-4 spsk smør
1 dl noilly prat
2 dl kalvefond
80 g mascarponeost
1 dl olivenolie
50 g hakket friske urter - evt. persille, kjørvel
2 spsk pinjekerner, ristet i en tør pande
8 skiver parmaskinke
200 g sukkerærter
350 g minigulrødder, delt i 2 på langs
2 tsk sukker
Revet skal fra en citron
2,5 dl grønsagsbouillon
6 lasagneplader
400 g kalvefilet i 1 cm tykke skiver (evt. en kalveculotte skåret i skiver)
1 håndfuld babyspinat
200 g frisk høvlet parmasanost

Sådan gør du:


1) Svits det hakkede løg i 1 spsk smør, til det er mørt. Tilsæt herefter hvidvin og lad det simre, indtil væsken er fordampet. Kom nu kalvefonden i og reducér mængden med ca 1/3. Rør derefter mascarponeosten i blandingen og sæt saucen til side.
2) Hak urterne og bland dem ca 1/3 af dem med 3/4 af olivenolien. Smag til med salt og sæt til side
3) Steg parmaskinkeskiverne sprøde i en pande sammen med 1 spsk olie. Lad dem dryppe af på en tallerken klædt med køkkenrulle.
4) Del gulerødderne i 2 på langs og svits dem hurtigt i 2 spsk smør. Tilsæt herefter sukker, revet citron og grønsagsbouillon. Lad det småsimre i 5-8 minutter eller til gulerødderne er møre. Lad sukkerærterne koge med i de sidste 3 minutter.
5) Kog lasagnepladerne al dente i saltet vand, som angivet på pakken (tilsæt eventuel lidt olie til vandet, da pladerne kan have en tendens til at hænge sammen)
6) Fordel olie jævnt på en varm grillpande, hvorefter kalvefiletskiverne steges hurtigt på begge sider (1-2 minutter). Smag til med salt og peber
7) Når kødet er færdigstegt, pakkes det ind i sølvpapir og holdes varmt i ovnen ved 80 grader.
8) Varm mascarponesaucen op og bland med resten af krydderurterne
9) Anret lasagneplader, grønsager, kalvefiletskiver, mascarponesauce og sprødstegt parmaskinke lagvis på 4 tallerkener
10) Fordel babyspinat, krydderurteolie og pinjekerner over toppen og drys godt med parmasan

Ingen kommentarer:

Send en kommentar